Et spændende liv især i musikken og litteraturens tjeneste

Jeg og min tvillingebror Knud blev født 12.5. 1937 i landsbyen Føvling, kendt for sin store kirke med den røde lue, beliggende i Sydjylland lidt nord for Kongeåen mellem Vejen og Ribe. Vi oplevede en herlig og rolig barndom på landet, – ja selv 2. verdenskrig sneg sig kun langsomt ind på os med indkvarterede sølle unge og gamle tyske soldater fra oktober 1944. For os drenge var det selvfølgelig utrolig interessant. 

For mig var det helt fra 10-årsalderen musikken, der var det vigtigste. Så jeg spillede klaver på det opretstående i havestuen og begyndte at synge, især da stemmen havde været i overgang, og det viste sig, at jeg ligesom min far og to af mine brødre var indehaver af en effektiv tenor.

Selv gik jeg til spil hos fru Anna Hansen i Holsted by. Hun var et unikum, der blev ved med at spille i byens fine lille orkester næsten til sin død. Mod os drenge var hun utrolig flink, men også krævende.

Haderslev Seminarium var kendt for sin musikundervisning og også for sine gode lærere i bl.a. dansk. Selvom musikken var vigtig, var danskspecialet samt liniefagsdansk af stor betydning, og det blev til mange hundrede læste bøger af især danske digtere og forfattere, der prægede studiet. Vi var 30 i klassen og alle holdt sammen de fire år studiet varede. I forvejen var vi godt sammentømrede fra præparandklassen, hvorfra de fleste blev optaget. Vi har holdt sammen lige til nu og mødes hvert år til en festlighed. Nogle er selvfølgelig faldet fra, det kan ikke være anderledes.

Efter at have boet to år centralt i byen i Lille Slagtergade hos en elskelig forslidt ældre dame fru Lind, var jeg så heldig at få et dejligt værelse ude langs fjorden i det næsten åbne land. I 2. klasse 1958 mødte jeg Bente Wolffsen, som blev min kone i 1961. Hun spillede dejligt klaver og var også meget optaget af musik og dansk, så vi havde meget tilfælles og begyndte snart at musicere sammen, som vi stadig gør.

Min forældre og resten af familien holdt alle meget af sang, og min mor kunne et utal af sange udenad fra sin ungdomstid, hvor hun havde besøgt mange højskoler, enten som elev eller som ung pige.

Min stemme var godt udviklet allerede fra 17-års alderen, og jeg gjorde som nævnt god brug af den i studietiden, som jeg sluttede med lærereksamen, også i musik med klaver og orgel.

Hvad vi især kunne nyde i Haderslev, var det levende musikliv, og selv om det ikke var velset, overværede vi mange forestillinger, når Flensborg-operaen kom på besøg i Bürgerverein. Her oplevede vi Tryllefløjten, Den solgte brud og mange andre operaer. En sjælden gang var der besøg i teatersalen på Hotel Harmonien af Det Kongelig Teater, bl.a. andet med Cimarosas opera Det hemmelige ægteskab. Lidet anede jeg, at jeg få år efter skulle stå på den kongelige scene i København og opleve 35 år på Det Kongelige Teater.

Fra mit barndomshjem lå som nævnt hele arven af danske sange sødt indsunget gennem årene ikke mindst af min mor, der kunne store dele af Højskolesangbogen udenad, og af min far, der var førstelærer og kirkesanger. Han havde en velbevaret tenorstemme, der aldrig blev brugt til solosang, men i stedet i sognets tjeneste ved utallige lejligheder som forsanger. Alle mine søskende havde den samme interesse for musik og sang, og to af mine brødre var glimrende amatørsangere, der ofte optrådte og også indspillede hver deres cd. Mine søstre spillede klaver og var livet igennem organister i de sogne, hvor de boede.

Fra jeg var ganske ung havde jeg en stor interesse for at optage musik:  Jeg købte en B&O båndoptager som 22-årig. Noget at det første jeg optog var en mindeudsendelse med Mario Lanza på Danmarks Radio som Robert Naur havde lavet. Jeg havde længe sunget på hans store berømte nummer Be my love jeg vil ikke undlade at sige, at hans stemme inspirerede mig til at gå videre med sangen.

Jeg har haft mange optagelser liggende fra dengang man endnu var et ubeskrevet blad med en naturstemme, som jeg havde brugt fra jeg var15-16 år.

Som indkaldt ved Civilforsvaret i Haderslev var der brug for enhver, der havde et næb at pippe med og som kunne underholde en forsamling ved de mange arrangementer rundt om i de sønderjyske soldaterhjemsforeninger eller på kasernen. Jeg var med, og ved klaveret sad min kæreste Bente. I marts måned 1961, for 61 år siden sang jeg i København i Odd-Fellow Palæets store sal, hvor KFUMs soldatermission holdt årsfest. Det var vist en stor ære at blive udvalgt til det job. Her sang jeg Carl Nielsen og Ludvig Holsteins dejlige I solen går jeg bag min plov og en række populære operettenumre. Bagefter hilste jeg på palæets direktør Ingvar Blicher-Hansen og fik en meget stor kompliment for min sang, og da jeg opdagede, hvem han var, blev jeg endnu mere opsat på at synge.

Der gik dog lige et par år, hvor jeg sammen med lærerjob på Sjælland gik til sangundervisning i Odense og dernæst et år i København. Det førte til optagelse på Operaakademiet og Det Kgl. danske Musikkonservatorium januar 1964. Dernæst debut december 1966 på Det Kongelige Teaters Gamle Scene med en mindre rolle i Strauss’ opera Salome. Jeg fik en solistkontrakt i 1967 på Det Kgl. Teater samtidig med optagelse i operakoret og fra 1970 den eftertragtede operasoliststilling.

Endnu et tilbageblik

Selvfølgelig var operahåndværket det vigtigste i mine unge år. Da jeg kom på Operaakademiet, var det vel min tanke, at jeg skulle synge alle de roller, som jeg havde sunget på fra jeg som 23-årig så småt tog fat på sangen. Min første operanode var Freischütz eller Jægerbruden af Weber. Det varede heller ikke længe, inden jeg kunne det mest af partiet og i hvert fald arien Durch die Wälder, durch die Auen.  Jeg begyndte så at gå professionelt til sangundervisning i 1960 hos operasanger Sigfred Møller i Odense. Han havde opholdt sig som sanger i Tyskland i mange år, men vendte tilbage til Danmark og slog sig ned i Odense. Mens jeg var indkaldt til Civilforsvaret i Haderslev i 1960-61 tog jeg hver 14. dag til Fyn. Møller var ikke ueffen. Jeg nåede at komme igennem meget operamusik i de par år, jeg gik her. En anden af hans elever var Jørgen Klint, min senere gode kollega på DKT.

Efter debuten i operaen Salome kom min eksamen. Efter denne blev jeg lige som alle andre kaldt til en samtale med vores leder kapelmester John Frandsen. Han havde nu hørt mig i en række store roller i bl.a. Carmen og Maskarade, men også i nogle karakterroller. Han sagde: Harbo, jeg tror De skal kaste Dem over studiet af en række karakterroller, der har de Deres chance. Han fik ikke helt uret, så allerede det første år blev det til karakterroller i Boris Godunov og Albert Herring.

Så kom alle de dejlige roller med Leonard i Maskarade som en af de vigtigste. Jeg sang den mere end 50 gangesammen med Ib Hansen som Jeronimus og Gurli Plesner, Bonna Søndberg og Margrethe Danielsen som Magdelone. Det var en dejlig repremiere i 1975. De forrygende fremkaldelser, når folk klappede som ellevilde og Ib Hansen førte an. Vi stod på en lang række og løb så frem mod publikum. Det blev også den forestilling, hvor jeg i 1992 kunne fejre mit 25-års jubilæum på teatret. Nu er denne geniale opsætning ødelagt. De fantastiske dekorationer og den vidunderlige overgang fra 2. til 3. akt, hvor man begynder midt i dansen er der ikke mere. En sådan opsætning er ikke agtet af nutidens instruktører.

Men næste store rolle af den slags blev Kaptajnen i Alban Bergs Wozzeck med min yndlingsinstruktør Sam Besekow. Sam var meget omdiskuteret, men elskede at instruere opera, og jeg var så heldig at komme med i flere af hans opsætninger. Det var første gang Wozzeck skulle gå, og der var megen modstand mod dette værk. Hvad enten publikum kunne lide det eller ej, så blev det 15 år efter en endnu større succes under den tyske instruktør Neugebauers ledelse. En aldeles fremragende opsætning, som af min gode ven Jens Louis Petersen blev betegnet som noget af det bedste, han i 20 år havde set på teatret.  Jeg er tit blev spurgt om, hvordan man gennemarbejder en sådan rolle. En sindssyg person i en kaptajnsuniform, der er bange for tiden, der løber fra ham. ”Langsam Wozzeck, langsam” er hans faste omkvæd, hvor det for Wozzeck er lige omvendt, han skal hele tiden arbejde for de andre og har ikke tid til at sige ”langsam”. Jeg er stadig den eneste dansker, der har sunget kaptajnen i Wozzeck, og de er meget sjovt at tænke på nu bagefter, hvor jeg også har gæstesunget i denne rolle.

Noderne havde jeg allerede haft i mange år: Sange af Carl Nielsen, Schubert, Brahms og Schumann, og mange operapartiturer var blevet indkøbt i Hartmanns nodehandel i Haderslev. Som eksempel på en alt for spredt aktivitet havde jeg i studietiden desuden spillet klarinet, harmonika og lidt guitar og spillede ledsagemusik til amatørteater.

I de følgende år kom ved siden af tjenesten på Det Kgl. Teater mange koncerter overalt i Danmark med bl.a. de danske landsdelsorkestre og Tivolis Koncertsalsorkester og Danmarks Radios Symfoniorkester.

Efter at have vundet Foreningens Nordens sangkonkurrence i Danmark i 1971 foregik min debutkoncert i 1972 såvel i Roskilde som i København på konservatoriet. Repertoiret var forsvarligt gennemprøvet hos min sanglærer på konservatoriet docent Annemarie Mortensen og hos Aksel Schiøtz, som jeg fik som lærer på dette tidspunkt.

Sidstnævnte gav mig mange timer og nåede at fremelske noget, som jeg livet igennem også har kunnet bygge videre på, når det gjaldt danske sange.

Efter debuten forventede jeg at blive engageret af alle musikforeninger, men sådan gik det ikke. Klaveret var og blev mit første instrument, indtil jeg i 1973/74 tilskyndet af min guitarspillende bror Jens Peter begyndte at spille guitar, men ikke på den store jazzguitar jeg havde erhvervet flere år tidligere, men på en spansk guitar, der egnede sig bedre til sangakkompagnement. Datidens store mandolinspiller Kurt Jensen, der spillede på teatret, når der var brug for en guitarsolo, hjalp mig til et godt spansk håndbygget instrument. Fra 1975 optrådte jeg med eget guitarakkompagnement, og jeg husker endnu den første optræden på Sankt Annæ Gymnasium ved et forældre/elevarrangement på skolen.  Jeg var mestendels selvlært, og det varede ikke længe inden jeg havde et stort program af viser og sange. Nu blev der brug for mig, hvis jeg kunne få fri på teatret. 

Det gav mange koncerter over hele landet, når det ellers var muligt at få fri fra teatertjenesten. Men det blev i hvert fald til ca. 2000 arrangementer her og i udlandet. Hertil kom en række operaudgivelser sammen med koncerter i Danmarks Radio og tv-operaoptagelser. Hertil kunne man lægge mine mange foredrag med kendte danske digtere og ikke mindst deres sange som indgik i programmerne ofte med min kone Bente ved klaveret.

Efter min pensionering har det været en stor fornøjelse stadig at synge og holde foredrag overalt i landet med de samme emner. Desuden har mir arbejde i mere end 30 år som formand for Blicher-Selskabet samt samarbejde med andre litterære selskaber været anledning til arrangementer rundt om i landet.

B&Oen blev slidt op og udskiftet med en par fremragende Revox’er, der optog professionelt.

Min første lp blev en indspilning i forbindelse med Nationalbankens Jubilæum i 1968. Her var jeg solist i første del af operaen Aladdin optaget under stor festivitas i Glyptotekets store sal.

På samme tid kom der gang i radiooptagelserne, ikke mindst med operette og danske sange, og jeg sørgede for at få dem optaget fra radioen. Fra min debutkoncert på konservatoriet forelå en glimrende optagelse af hele koncerten og på samme måde fik jeg sikret optagelserne fra foreningen Nordens sangkonkurrence som jeg vandt i 1971 i Sønderborg sammen med symfoniorkesteret. Det gav i de kommende år medvirken ved en række koncerter i Sønderjylland med bl.a. Bachs Juleoratorium.

I samspillet med et par gode venner fra Det Kgl. Kapel kom forslaget fra den ene, fløjtenisten og indehaver af et grammofonpladeselskab Eyvind Rafn, om jeg ikke skulle indspille en lp-plade. Det blev hurtigt til et meget stort repertoire og mange engagementer, så i september 1976 vovede jeg at gå i studiet med gode kolleger fra Det Kongelige Kapel. På fire timer sad der en hel lp på båndet, optaget i Kvikstudierne i Hellerup lystbådehavn.

Det tog blot fire timer, så var den første plade i hus, men vi havde selvfølgelig øvet os forinden og repertoiret var det, som jeg havde beskæftiget mig med i et års tid. Alle arrangementer og enkelte melodier skrev jeg selv for min foretrukne besætning guitar, violin, fløjte og kontrabas. Musikerne Per Walther, Eyvind Rafn og Johan Poulsen var alle med, også på de fleste af mine næste lp’er.

Dengang gav sådan en plade med danske sange og viser rigtig megen genlyd. Der var anmeldelser i de fleste aviser (det sker ikke i dag), og de var gode. Trubaduren blev jeg kaldt, og det er jo en fristende titel at rende rundt med som tenor. I et musiktidsskrift blev jeg sammenlignet med Aksel Schiøtz, så det gav selvfølgelig appetit på at lave flere plader.

Repertoiret var som nævnt især danske sange af vore allerbedste digtere og komponister. Jeg holdt koncerter både med og uden hjælp af musikerne fra kapellet. Det drejede sig bl.a. om Tivolis Koncertsal, hvor jeg blev indbudt seks år i træk, og det var vel var noget af det mest festlige, man kunne tænke sig. Samtidig var der bud fra hele landet, ikke mindst ved en række arrangementer i det fri, som f.eks. Rebildfesten, festerne på Jenle samt en række Foreningen Norden-arrangementer og De Danske årsfester i Sydslesvig. Dertil kom mange rejser til udlandet både med opera og koncerter, men også to turneer til USA.

I 1980 i 50-året for digterens død udkom Erik Harbo synger Jeppe Aakjær og denne beskæftigelse gennem et langt liv med den store digter kulminerede, da jeg i 2016 skrev en bog om ham. Egentlig skulle pladen have været ud hos CykelsmedenCarl Petersen i Holbæk, der udgav en mængde lp’er med danske kunstnere.  Men produktionen blev købt af Ole Høglund og hos ham udkom mine næste 8 lp’er.

I 1981 hed lp’en Du danske sommer, og den indeholdt alle de dejlige sange, som danske digtere har skrevet om vores bedste årstid. I 1982 blev det i 200-året for Steen Steensen Blicher til lp’en Kær est du fødeland, og 1983 hele to plader Den signede dag og Velkommen igen Guds en­gle små i samarbejde med KFUMs sangere i anledning af Grundtvigs 200-årsdag. I 1985 indspillede jeg En lærke let­ted og fejrede dermed 40-året for Danmarks befrielse, og denne interesse førte mig til den danske kirke i London den 4. maj til den lokale fejring af samme begivenhed.  I 1988 på opfordring af landsorganisationen Dyrenes Dag blev det til en lp med samme navn og endelig i 1990 efter mere end 20 års beskæftigelse med svenskernes nationaldigter cd’en Bellman om kroer, kvinder og Karons båd.

Alle disse udgivelser fik fine anmeldelser fulgt op af en lang række musikalske arrangementer på Det Kongelige Teater og også rundt om i landet. I mange år arbejdede jeg sammen med bassisten Johan Poulsen og fløjtenisten Lars Frederiksen.

De var også med til koncerter og lp-indspilninger. Lars og jeg mødtes mange gange i det hedengangne Galleri Sct. Agnes i Roskilde. Drivkraften og ildsjælen var galleriejer Valborg Nørby for hvem jeg i mange år ledede en række eftermid­dage med viser og sange i det gamle bageri. Her var altid stuvende fuldt. 

Blandt mine foretrukne pianister i de un­ge år var Ejvind Møller som jeg lavede en række radiooptagelser med og professor Friedrich Gürtler, der på vidun­derlig vis akkompagnerede mig ved mine to debutkoncerter i København og Roskil­de. Et godt bekendtskab med komponisten Otto Mortensen via konservatoriet blev det også til, og det er med stor glæde, at jeg gennem årene har sunget rigtig mange af hans sange.

Jeg har stor grund til at sige tak til alle disse musikere, hvoraf mange blev mine venner.
     Dertil kom de mange cd-udgivelser af operaer som jeg i disse år deltog i: Lulu – Boris – Siddharta – Ungdom og Galskab – Prinsesse Dajli – Amalie og dvd’en La Boheme fra 2008.

Optagelser fra disse lp’er sammen med mange nye optagelser dannede fra 2011 grundlaget for fem genudgivelser på cd de næste to år: Erik Harbo synger danske sange og Erik Harbo synger viser. Året før kom dvd’en Erik Harbo synger Bellman i Bymuseets Havesal i samarbejde med Selskabet Bellman i Danmark.

Det blev en stor oplevelse for mig da jeg blev instruktør på Roskilde Kammer Opera i årene 1994 – 1998. Vi havde professionelle sangere og musikere fra Det Kongelige Teater og spillede i den flotte sal på Hotel Prindsen. Vi spillede La Serva Padrona af Pergolesi, Pimpinone af Telemann og Apotekeren af Haydn. I La Serva sang den herlige sopran Lise Lotte Nielsen rollen som Serpina, selv udførte jeg den stumme rolle som tjeneren. Disse operaer opførte vi også på Hofteatret i København.

Jeg ville godt have fortsat som instruktør, men på Den kongelige Opera har det i de sidste 20 år ikke været nemt for danske sangere at få lov til at forsøge sig, selvom det var på den måde man tidligere udviklede instruktører. Jeg afleverede i årene efter 1996 tre forslag til Det Kongelige Teater i København sammen med scenografen Henrik Bloch. Det drejede sig om Kuhlaus Lulu, Hornemanns Aladdin og F.L.Æ. Kunzens Holger Danske. Henvendelsen var desværre forgæves, trods et stort arbejde både med scenografi og ikke mindst med redigering og forkortelser af librettoen. Det sidste kunne vor udenlandske chef ikke vurdere.

Hegermann-Lindencrone

Desuden bragte ansættelsen på Det Kongelige Teater mig i forbindelse med Knud Hegermann-Lindencrone fra 1988. Derved kom jeg til sammen med bl.a. bibliotekar Marianne Hallar og andre ansatte på teatret at deltage i arbejdet med at sikre for offentligheden den unikke samling af forestillinger som han og hans assistenter havde optaget i årene 1948-1988, med tilladelse fra teatret og fra kunstnerne. Samlingen blev anbragt på teatret med kopier på Statsbiblioteket i Aarhus.

Jeg blev efter opfordringformand for Udgiverselskabet Hegermann-Lindencrone, der har udgivet 30 produktioner siden 1998 med uddrag af eller med hele forestillinger fra Det Kongelige Teaters repertoire.

Siden 1998, hvor Den Kongelige Skueplads fejrede sit 250-års jubilæum, har jeg og min kollega Uffe Henriksen udsendt de omtalte 30 optagelser af skuespil, operaer og solo-cd’er fra dette arkiv. Det har medført et større teaterhistorisk skrivearbejde i forbindelse med dokumentationen af disse optagelser samt et ikke mindre båndaflytningsarbejde og sikring af tilsagn fra de medvirkende. De medfølgende booklets er ofte på 28 sider. Dette arbejde medfører også kronikker og foredrag i samme forbindelse. I 2013 udkom tre cd’er: Lauritz Melchior (3cd), Rigoletto med Nicolai Gedda (2cd) og Heibergs Nei. I 2019 udkom Don Juan og i 2020 Fidelio iforbindelse med Beethovens 250 år. Nu er der også mulighed for nye udgivelser i forbindelse med Trehundrede året for dansk Teater.

Om den litterære side og udgivervirksomhed
Min musikinteresse gjorde dog ikke interessen for litteratur mindre, og de mange koncerter med danske sange og viser allerede fra 1970 satte atter gang i systematiske litterære studier og gav også anledning til en lang række foredrag om danske digtere. Jeg krydrede foredragene med sang, en kombination der faldt i god jord og som jeg var ene om. Udgivelsen af lp’erne med sange af danske digtere nødvendiggjorde stor research i dansk poesi, en herlig fornøjelse, som enhver burde unde sig selv. Det blev til foredrag om litterære og musikalske emner over hele landet på folkeuniversitetet, i oplysningsforbundene og lignende kredse, og dermed også kronikker og radioudsendelser om Kaj Munk, Jeppe Aakjær, Steen Steensen Blicher m.fl.
     Det var dog Steen Steensen Blicher, der havde interesseret mig mest fra det første kig på bøgerne i min fars reol, bl.a. E Bindstouw fra 1882 med Carl Thomsens tegninger. Anskaffet af min bedstefar omkring udgivelsestidspunktet. Samme bedstefar Jens Peter Harbo var lærer, forfatter og slægtsforsker, et job, der ofte tilfaldt den lokale skolelærer. Hans bevarede arkivalier satte mig tidligt i gang med studier i gamle papirer, herunder også Blichers.
     Fra 1989 tilfaldt posten mig som formand for det agtværdige Blicher-Selskab, der på dette tidspunkt allerede havde haft et årelangt samarbejde med bl.a. Gyldendal. Især om Blicher har jeg skrevet flere bøger: St. St. Blicher og Himmelbjerget – Himmelbjergfesternes historie i forbindelse med fejringen af 150-året for Grundloven 1999 og Frøkenen fra Hald 2008. Bogen, der handler om Blichers barndomsveninde og halvkusine Charlotte Amalie Schinkel, kunne bringe Charlottes aldrig trykte ungdomserindring og en lang række breve m.m. Materiale, der stadig har betydning i Blicherforskningen.

I oktober måned 2016 udgav jeg bogen Sådan var Aakjær – også med et stort afsnit om Aakjærs arbejde for Blicher og hans liv.I en række kapitler skildres Aakjærs liv og hans fremragende digte og sange, sange som jeg har sunget tilbage fra min barndom. Desuden er der en skildring af Aakjærs datter Solvejg, som jeg besøgte mange gange, når jeg sang på Jenle.

Med bogen fulgte en dvd med TV-Vests optagelser fra Jenle og en cd med mine Aakjærsange.

I mine mange år som tillidsmand også for skuespillerne lærte jeg mine kolleger godt at kende. Her gjaldt det dog, at man måtte lære at holde kæft, hvis man skulle hjælpe sine kolleger i penible sager, og dem var der ofte nok af. Men at have været kollega med Bonna Søndberg, Lone Koppel, Ib Hansen, Gurli Plesner osv. det er meget godt at tænke tilbage på. Jeg har også oplevet en Poul Reumert, en Clara Pontoppidan, en Ebbe Rode, en Bodil Kjer, en Henning Moritzen for blot at nævne nogle få.

En række andre interesser har også optaget Erik Harbo gennem årene. Han begyndte tidligt at fotografere, og da smalfilmen holdt sit indtog var han med på 8 mm-bølgen gennem mange år. Det afløstes af videokameraet, og dette holder ham stadig beskæftiget, sammen med gode venner i Roskilde. Det er blevet til  mange optagelser i forbindelse med Blicher, litterære situationer og ikke mindst rejser til de sydlige egne af Europa herunder yndlingslandet Italien, hvis sprog han og hans kone Bente ynder at betjene sig af.

Anmelderne skrev om koncerter og plader bl.a.: Danske viser og sange: Høj musikalsk standard…(Week.Av.), …Erik Harbo som den sanger, der magter at følge i Aksel Schiötz’ fodspor… (Danish Music).

Om Jeppe Aakjær lp’en: Danske pletskud: Hvor ville man kunne møde noget mere charmerende, mere musikalsk og rørende og sandt end Erik Harbos nye plade med sange og viser af Jeppe Aakjær…(Pol.), …men allersmukkest når han selv slår strengene på sin guitar, og stille og rolig udsynger sin bonde- eller aftensang, og med en rent ud forbilledligt tekstdeklamation…KD

Om Du danske sommer: Den danske sommer fortolket af en vidunderlig stemme…Samtlige musici spiller med en lethed og en tone, der tolker den danske sang ypperligt…(Morsø Folkeblad) Vor danske henrykkelse.. Hans Andersen Jyllandsposten.

Om Blicherlp’en: … Indtrængende og med værdighed synger han disse stemningsbilleder, hvis danske tonefald og indhold slet ikke kan tåle at blive udsat for folkesangere med fodformede stemmebånd… Jyllandsposten. …En af frontkæmperne i den bevægelse, der atter har gjort den danske sang populær, er operasangeren Erik Harbo. Og han har for længst placeret sig som en af vore bedste fortolkere af den danske sangskat… Dagbladet.

Om Bellman : »Den nye CD med Erik Harbo slår hans navn fast som en fremragende visesanger« (Dagbladet), »Erik Harbo er stærk som fortolker« (Jyllandsposten), »Harbos Bellmanfortolkning er musikalsk en stor nydelse«, »Harbos dramatiske talent holder de udvalgte sange frem som de kuriøse musikalske perler de i virkeligheden er« (KD).

I 2008skrev Jens Henneberg i Nordjyske bl.a.: Erik Harbo er med sin smidige stemme en fornem fortolker af de danske sange og salmer. Ingen vil glemme den oplevelse, det var at høre hans udgave af Kingos karske “Sorrig og glæde” til den gamle, gravitetiske sarabande-dansemelodi. Man følte sig hensat til 1600-tallet, da han uden akkompagnement syngende gik ned gennem den nøjsomt udsmykkede, lavloftede kirke. Det var et stemningsfyldt øjeblik! Ellers sang han sange af de jyske forfattere Blicher og Aakjær – tekster og melodier, der er blevet en kær folkeeje. Man hæftede sig også ved den smukke fortolkning af Carl Nielsens og den unge, længselsfyldte Oehlenschlägers hjemvesang “Underlige Aftenlufte”, og af Heibergs og Weyses “Natten er saa stille”. Ingen har vel som tyskeren Weyse fortolket danskernes inderste følelser.

Romantikken har altid haft en stor plads i vore hjerter, og som den artikuleres af Erik Harbo rammer den det dybeste i vort sind. Hertil kom prøver på Erik Harbos egne kompositioner til danske sange. Smukt udtrykte de tekstens stemninger som i Oehlenschlägers “Hvor blev I røde Roser” og i Marianne Bergs “Morgen i april”. Han artikulerer her en meget dansk tone.

Erik Harbo viste sig også som en flot fortolker af europæisk 1500- og 1600-tals musik med blandt andet en medrivende udgave af den store lutspiller John Dowlands “Come again”, inden han rundede eftermiddagen af med at give et eksempel på sin eminente Bellmannfortolkning.

Det er befriende at høre de danske sange sunget så trofast mod tekst og melodi som i Erik Harbos versioner. Han er en ydmyg fortolker, der ikke står mellem sangene og tilhørerne eller synger sangene i selvvalgte taktfaste, rytmiske sammenhænge eller med langtrukne vokaler.

Erik Harbo, R 12/5-1937. Læreruddannet med efterfølgende sangstudier i Odense og København (hos docent Anne Marie Mortensen) Operaakademiet 1964-67, efterfølgende studier hos bl.a. Karl Schmidt Walther, Vagn Thordal og Aksel Schiøtz. Ansat i DKTs operakor 1967, som operasanger sammesteds fra sæson 1970/71.

Vigtigste opgaver: Kaptajnen i Wozzeck, Herodes i Salome, Polidoro i La Finta Semplice, Bardolfo i Falstaff, Schuiskij i Boris Godunov, Karig Nidding i Danefæ, Sporting Life i Porgy and Bess, Rane Joensen i Drot og Marsk, Goro i Butterfly, Idioten og Schuiskij i Boris Godunov, Kejseren i Turandot, Triquet i Eugen Onegin, Fløjte i En skærsommernatsdrøm, Monostatos i Tryllefløjten, Boles i Peter Grimes, Hr. Leonard i Maskarade samt utallige mindre partier i mange års operapertoire på DKT. Dertil kommer udenlandske engagementer med hovedroller bl.a. i Kiel og Bonn.

Siden en lang karriere som forfatter og foredragsholder.