Kronik: Hvad der gik forud for Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog.

Erik Harbo, operasanger, tidligere formand for Blicher-Selskabet 1989-2024. Havelodden 64, 4000 Roskilde. www.erikharbo.dk 

200-året for en af Danmarks kendteste noveller.

I denne kronik skal det først og fremmest dreje sig om, hvad der gik forud for offentliggørelsen af en af Danmarks kendteste noveller Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, altså især Blicher, Oehlenschlæger og Ingemanns forgængere i fortællekunsten.

Jeg var godt og vel 20 år gammel til et foredrag i Haderslev ved en kendt ældre elsket lektor ved seminariet og emnet var dem der snublede i starten eller som Tom Kristensen kaldte dem ”den fortabte generation”, en litterær periode, som man dengang brugte til at omtale perioden fra 1920 til 1945 med Jacob Paludan i spidsen. Den slags opdelinger har vi mange af i danske litteratur, og jeg vil fortælle om den periode, som man kalder de moralske fortællingers tid, en periode i og efter oplysningstiden med en række forfattere, hvoraf kun Rahbek og Ewald stadig er kendte. Perioden er meget vigtig for dem, der læser Blicher/Ingemann og Guldalderlitteratur, for det er i denne periode at disse forfattere har deres rødder, − og bøgerne med deres historier og fortællinger har ligget i vore to digteres barnekamre.

1824 betegnes som et afgørende årstal i den danske litteratur. Forfatteren Knud Sørensen fremhæver i sin Blicher-bibliografi, det under, der sker ved fremkomsten af Blichers novelle Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, men siger også, at den var en stor hemmelighed, indtil Blicher udkom i bogform i 1833 i København.

Alligevel er der næsten intet nyt i formen hos Blicher. Det kendte man alt sammen i forvejen: den fundne dagbog, drastiske beskrivelser af krigsoplevelser, jagteventyr, fortabt kærlighed, forulykkede studier, drukkenskab osv. Og så alligevel har Blicher i sit studerekammer i præstegården i Thorning fundet en vej til at fortælle, der overbeviser os alle om, at han er stjernen. Det er altså måden, han lader sin stjerne lyse på, og det har vi nu haft to århundreder til at finde ude af.

Men før havde vi altså perioden med de moralske fortællinger fra 1760 til 1815, og når vi nu ved at al litteratur har rødder, ville det så ikke være naturligt at se om denne periode også indeholder noget værdifuldt for vores generation ligesom den gjorde det for Blicher.

Knud Lyne Rahbek er en af de personer, vi husker i dag, men vi bør også undersøge forfattere som Jens S. Schneedorff, Charlotta Dorothea Biehl, Sophia Lovisa Charlotte Baden, Chr. H. Pram, Johan C. Tode og den kendteste af dem, Johannes Ewald.

Jeg har bl.a. støttet mig til O. Thyregods udgave fra 1902 en værdifuld bog, der hedder Fortællinger fra Oplysningstiden og professor Anne-Marie Mais bog Moralske fortællinger foruden anden litteratur fra tiden.

De har hver deres favoritter. AMM glemmer en forfatter som lægen J.C. Tode. En mand som Blicher satte stor pris på, mens Thyregod udelader damerne fuldstændig.

Jeg har gennem en række år, længe inden jeg læste AMMs bog talt for at udsagnet om at den danske novelle, der opstår med Blicher, Ingemann og kolleger er en forhastet slutning som omtalt lige før; derimod er det rigtigt at tale om at den højt kvalificerede novelle, den der står i eftertiden og er inspirationskilden for mange danske forfattere først påbegynder sin stigning mod zenit med Blicher 1824, bortset fra at selve begrebet novelle var et navn, der blev brugt sent i perioden.

Historierne får deres navn ”moralske” fordi de er skabt i Oplysningstiden med dens fornuftigt klub og -borgerliv. Her finder vi mange paralleller til det næste århundredes store forfattere, der kulminerer med navne som Pontoppidan, J.P. Jacobsen, Hermann Bang, Johs. V. Jensen og mange flere.

I 1750’erne dominerede skuespillet litteraturen med Holberg og en lang række udenlandske forfattere, især tyske, men alligevel er fortællingen der også i Danmark. Vi kan begynde med at konstatere, at disse historier virkelig blev trykt, og vi vil se, at det efter udenlandsk forbillede ofte sker i tidsskrifter, men dog med eksempler fra England, Tyskland og Frankrig på at populære navne fik deres romaner og fortællinger udgivet i bogform. Det drejer sig bl.a. om Smollet, Richardson, Fielding i England og Goethe, A. Lafontaine i Tyskland.

Nu var det ikke uden problemer at skrive bøger. Man siger at Goethes Den unge Werthers lidelser blev forbudt i Danmark på et vist tidspunkt, da den tilskyndede unge mennesker til at begå selvmord efter at de havde læst den.

Det forårsagede den tyske Johann Martin Miller 1750-1818 næppe, hvis Eine Klostergeschichte, blev uhyre populær og danner baggrund eller kulisse i flere af Blichers noveller, f.eks. Fjorten dage i Jylland. Novellen Eneste barn viser os tydeligt, at Blicher som barn og ung mand har læst bogen og sat sig grundigt ind i denne meget rørende historie om Siegwart.

Men først kort om forfatterne: 

Her ville det have været fint, om vi kunne have indrulleret forgængere i Blicherslægten og Ingemannslægten som forfattere af fortællinger. Det nærmeste vi kommer en forfatter, vil i så fald være Niels Blicher, Steens fader. Men det går ikke rigtigt. Han får trykt ikke så lidt, men der er ikke meget fiktion i det.

Men alligevel lidt facts om slægten: Det er klart at Blicherslægten har været en slægt som man slet ikke kunne komme uden om i København.  Gennem 200 år vakte navnet genklang, når en ny student Blicher viste sig. De gamle kloge hoveder i staden har sagt: Nå, hvis søn er det nu, der er begyndt på universitetet, er det en Laurids, en Niels eller en Peter Daniel. Det har derfor heller ikke været noget problem for Steen at bane sig vej til klubberne eller de borgerlige selskaber. Det samme gør sig gældende med Ingemann-slægten, men her opstår fiktionen, fortællekunsten nok først med Bernhard Severin.   

Blicher blev i sin ungdom medlem af den borgerlige klub i sidste del af sin studietid, hvor man dyrkede kortspil, dans og litterære samtaler. Blicher har mødt Rahbek, Guldberg, Pram, Frankenau, N.T. Bruun, sikkert også Sophia Baden og Oehlenschlæger efter hans hjemkomst 1808 Oehlenschlæger var en af de forfattere beundrede mest sammen med Baggesen. Vi ved, at Blicher har læst Baggesen meget grundigt og bestemt også følt sig inspireret. 

Vi ved at Blicher har kendt de mange klubviser som Rahbek, Frankenau og den gamle Heiberg og andre skrev fra 1780 og fremad ofte til Bellmanmelodier og udenlandske visemelodier.

Lad os begynde med Knud Lyne Rahbek født i København i 1860. Han studerede sammen med Peter Andreas Heiberg (Heibergs far), der blev hans nære ven. Han blev professor i æstetik, medlem af DKTs direktion og i sine sidste leveår rektor på universitetet. Han udgiver sammen med Rasmus Nyerup den første danske litteraturhistorie. Bidrag til den danske Digtekunsts Historie I-IV. Han var redaktør af en række tidsskrifter, hvor vi især ofte støder på Minerva og Den danske Tilskuer.

Vi kan allerede nu konstatere, at vi næsten er ude af perioden med de moralske fortællinger.  Gift var han med den usædvanlige Kamma Heger. De boede i Bakkehuset på Frederiksberg og var gæstfriheden selv, han kaldtes egernet af Kamma, han elskede nemlig at gnave på kanariefuglens frø. Det blev mødestedet gennem 30-40 år for byens litterære sjæle. Han udgav bl.a. skuespillet Den unge Darby, Sølvbrylluppet og Børnekopperne.

Den ældste af forfatternevi beskæftiger os med er Jens Schellerup Sneedorff, født i 1724 i Sorø. Under sin studietid besøgte han universitetet i Göttingen, et centrum for oplysningstiden. Han blev professor ved det nyoprettede Sorø Akademi i 1751 og var et af bindeleddene til Holberg, der døde i 1754. Han redigerede tidsskriftet Den patriotiske Tilskuer. Var medstifter af Det smagende Selskab hvis originale titel var Selskabet til Forfremmelse af de skønne Videnskaber og til Smagens Udbredelse.

Charlotta Dorothea Biehl blev født i 1731, døde i 1788. Hun måtte ikke læse for faderen, pigebørn skulle ikke studere. Hun gennemførte en selvuddannelse. Hun dyrkede amatørteater og debuterede som forfatter på Det Kgl. Teater i 1764 og arbejdede ikke mindst som oversætter, og blev berømt på oversættelsen af Don Quixote, men i dag kender vi hende især for nogle noveller.

Sophia Lovisa Charlotte Baden blev født 1740 i København. Faderen Gustav Ludvig von Klenau havde stilling i Norge, mens Charlotta fik ophold hos faderens slægtning Anne Sophia von den Osten, der var hofmesterinde hos prinsesse Charlotta Amalie. Hun fik en god opdragelse og blev gift 1763 med filologen, professor Jacob Baden. Hun var åbenbart ikke tilfreds med den engelske forfatter Samuel Richardsons berømte brevroman The History of Sir Charles Grandison. Så hun skrev brevfortællingen Den fortsatte Grandison, 1784. Hun digtede videre på personerne og deres historier. Hun var forfatter til en række små fine fortællinger, og hun fik trykt breve i boghandler S. Poulsens Morgenposten, der udkom i 1780’erne. Hun skrev også et par skuespil. Hun dør i 1824.

Lægen og digteren Johann Clemens Tode blev født i Vierlande (syd for Hamborg) 1736. Han var Hofmedicus i Danmark, rektor på universitetet, og desuden en kendt litterær kritiker og selv forfatter. Blicher omtaler i Vestlig Profil, at han var ulykkeligt gift. Blicher skattede ham højt og skrev et digt om ham “Todes Grav”. Tode døde 1806.   

I 1782 udgav han et skuespil, Søofficererne, og man siger at det var med dette stykke og Rahbeks Den unge Darby, at det moraliserende drama holdt sit egentlige indtog i dansk litteratur. Tode skrev fortsat skuespil og oversatte med noget held de fleste af Smollets romaner.  Dette bekendtskab med de engelske humorister fik stor betydning for hans udvikling. Han udgav en roman Kjærligheds Nytte. Fortællingen skal godtgøre, at ren, sand kærlighed er det bedste middel til at bevare et menneske fra at komme ud i sædelige forvildelser. I 1797 udgav han et bind med Moralische Erzählungen. Han skrev novellen Den tillidsfulde som på sin vis er en kopiering af Pamela af Richardson.

Peter Hansen nævner ham mange steder i sit store trebinds værk om det Kongelig Teaters Historie.

Joh. Ewaldblev født i 174. Faderen var præst ved Vaisenhuset. Efter hans død blev han sendt til Slesvig for at gå på latinskole. Student blev han som 15-årig, og han skulle studere teologi ved Københavns universitet. Han mødte den skønne Arendse og blev forelsket. Han forestillede sig at en militærkarriere ville give ham mulighed for at kunne gifte sig med hende, og flygtede hjemmefra som 15-årig sammen med sin bror. Han lod sig hverve. Han havde læst Robinson Crusoe og, inspireret af den prøjsiske krig ville han lige som så mange andre være soldat. Han skrev på en udflugt Drømmerier på Højen udgivet senere i Levnet og Meninge,r et af han bedste prosastykker. Han vendte hjem og blev teologisk kandidat som 17-årig. Den tyske digter Klopstock blev hans gode støtte. Som førstnævnte også medlem af Det smagende Selskab. Han skrev af prosastykker bl.a. den lille historie Mester Synaal.

Christen Henriksen Pram blev født i Norge 1756, men opholdt sig i Danmark det meste af sit liv bl.a. som ministeriel embedsmand. Han vandt tidligt et godt ry for sit store digt Stærkodder. Han udgav tidsskriftet Minerva sammen med Rahbek indtil 1793. Han skrev et par mislykkede historiske dramaer og forsøgte sig med syngestykker og skuespil. Hans bedste skuespil var Ægteskabsskolen, der opnåede 15 forestillinger på Det Kgl. Teater. I 1814 tilbød han sin tjeneste i fædrelandet Norge, men her var der ikke brug for ham til hans store skuffelse. Det er værd at læse hans novelle Jørgen. En Dosmers Levnedsbeskrivelse.

I 1819 søgte han, der livet igennem havde en dårlig økonomi, et embede som toldforvalter på Sct. Thomas og tog her afsked med sine gamle venner herunder Ingemann og Oehlenschläger. Han døde året efter sin ankomst til St. Thomas.

Hvordan skal man så skrive disse moralske noveller? Det er i hvert fald et forsøg på at henvende sig til et alment publikum. Sneedorff mener, at de skal handle om det borgerlige liv. For at henvende sig vælger man f.eks. ofte brevformen. Man skal skrive naturligt, ukunstlet, altså hverdagens egen tale og skrift. Man kan vælge dagbogsformen, man kan vælge en ramme, hvori der er en eller flere, der fortæller en historie. 

Hvad med at skrive en historie over en udenlandsk opskrift, men nu på dansk? Altså ikke nogen oversættelse. Det er der ikke noget i vejen for.

Hvad med spændingen. Hvordan skabes den, for det går ikke uden! Vores blaserte nutid kan finde stoffet kedsommeligt.

Nu er kvinderne kommet til fadet og de roses som fortællere. De har mere forstand på at skrive på dansk i forhold til latinerforfatterne med deres romerske tale. Snedorff siger: ”Det er ikke en finere Tænkemaade og Smag aleene, hvorved Fruentimmerne ofte adskille sig fra deres lærde Medborgere; de overgaae disse og ofte i Følelse af Sandhedernes Vigtighed, og i Nidkierhed for at udøve dem. Vore Nordiske Fruentimmere fortiene især at roeses for den Høiagtelse for Dyden og Hengivenhed til Religionen, som har saa megen Deel i Valget af de Skrifter, som de læse.” Det drejer sig bl.a. om fornuft og dyd.

Men de moralske noveller kan stadig læses, de er ikke moderne, men vi kan læse dem med en historisk interesse.

Litt: Anne-Marie Mais: Moralske fortællinger.

C.A. Thyregod: Fortællinger fra Oplysningstiden af Rahbek, Pram og Tode